Det er en idegruppe under videnskabsministeriet, der foreslår, at løsningen på det problem er at give dem tilbud om specialundervisning i, hvordan man snakker på det nye sted.

Når jeg læser sådan noget, så er det at jeg spørger mig selv: Hvorfor skal det kun gå den ene vej? Hvorfor skal det kun  gælde for den ene part? Hvorfor sender man ikke lektorerne, lægesønnerne og advokatdøtrene på et kursus, så de kan lære at snakke med mennesker der ikke minder om dem selv? Det kunne være at de rent faktisk blev klogere på mere end bare sprog.

"Japan 1850-1980" af Carl Steenstrup

Bogen er sådan en der af udseende slet ikke indbyder til at blive læst. Den er fra 1982 og det kan ses: Der er få sort/hvide illustrationer og dem der findes er ret kedelige. Teksten er sat som i en af de skolebøger der allerede var gamle i min skoletid og overskrifter som “Meiji-reformernes politiske grundlag: Chartereden” er bare ikke rigtigt noget der pirrer læsenerven.

...og sådan er den ud indeni.

Men når man åbner den og kigger lidt videre sker der noget. For det første slår det mig hvor på en gang godt og finurligt Steenstrup skriver.

F. eks. på side 17 opremser Steeenstrup på en dejlig overskuelig og let måde hvad han mener der kendetegner et moderne samfund. Se især afslutningen:

“Et moderne samfund er karakteriseret ved at det forbruger en stor mængde energi, forbrugt derved at det – takket være anvendt naturvidenskab – har magtet at skaffe det overvældende flertal af sine borgere mad, tøj, et sted at sove, og en mængde dels nyttige, dels unyttige varer; som et biprodukt til naturvidenskabens fremmarch er de fleste farsoter blevet udryddet, og levealderen ca. dobbelt så lang som i andre samfund; arbejde og fritid er klart adskilt, og en persons status bestemmes af den mængde penge og uddannelse vedkommende har skaffet sig, og ikke af en ved fødslen erhvervet rang. Kvinderne arbejder ude i produktionen, og børn og unge er nærmest til besvær. Religion, digtekunst og ceremonier af enhver art er på retur. Tilgengæld keder folk sig.”

Om USAs planer om et angreb på de japanske hovedøer i sommeren 1945 skriver han lakonisk på side 109:

“Sommeren 45 var USA parat til, efter Tysklands nederlag, at gå i land på Kyushu. Man regnede med at måtte kæmpe i årevis, fra hus til hus, fra dal til dal, under enorme tab, ikke så meget mod opfanatiserede husmødre med bambusspyd – dem kunne man ordne med flammekastere – men mod hovedstyrken af den japanske landhær, der stod i Japan, Korea, Manchuriet, og i Kina, og ikke var særligt medtaget.”

Steenstrup har desuden en tendens til at generalisere om japanerne som folkeslag på en ret gammeldags måde, noget der er fy-fy i akademiske kredse i dag, men han er jo også en gammel mand (og lingvist). F.eks. her fra side 10:

“Japanerne er det folk i verden, hvis syn på tilværelsen er mest forskellig fra danskerners. Japanerne er fx. ikke særlig angst for at dø: de anser livet som en byrde og døden som en udfrielse derfra. De er meget stolte af deres nation og dens historie, og denne historie læres ikke alene grundigt i skolen, men begivenheder fra den dukker hele tiden op i TV, ja selv i tegneserier. De er flittige og sparsommelige, og selv de unge anser det for en skam at søge hjælp af stat og kommune. De der kan – og det er næsten alle – sætter hvad de kan undvære i banken, og bruger kun få penge på luksus: de sparer ikke blot fordi de på grund af mangelfuldt socialt sikkerhedsnet må pensionere sig selv, men også fordi det anses moralsk rigtigt, nemlig fordi det gavner nationen.”

Så lærte man da det. Det kan godt være det er forbudt at skrive den slags idag, men det er tilgengæld rigtigt dejligt håndgribeligt at læse i modsætning til de diskursanalyser  jeg læste da jeg studerede europastudier, over hvorfor medierne skabte et specifikt billede af østeuropæerne.

(Sidenote: Gad egentligt vide hvorfor det mon egentligt er sådan idag? Edward Said har helt sikkert noget at gøre med det. Gad vide hvornår folk mon bliver trætte af at læse ham.)

Den anden ting der gør bogen interessant er mere på den indholdsmæssige front. 1850-1980 er en periode hvor Japan går fra at være et lukket, middelalderligt feudalsamfund, til at være et topmoderne industrisamfund og når jeg sidder og læser den kan jeg ikke lade være med at parallelisere til den udvikling Kina idag gennemgår.

Japanerne blev først anerkendt af de hvide stormagter da de vandt over russerne i krigen mod dem i 1904-05. De lærte så at sige at den eneste måde man kunne komme frem iverden på var at slås. det virker næsten som om at japanerne efter den sejr blev grebet af en slags kollektivt storhedsvanvid, der først holdt op da de fik atombomber i hovedet under anden verdenskrig.

Kineserne er lidt på samme  måde idag en nation på vej fremad. Kinesere studerer på alverdens universiteter og kinesiske turister bruger alle deres hårdtopsparede yuan på at se omverdenen, som jo faktisk har været lukket for dem indtil for ganske nylig. Når man tænker på at det idag kun er 20 år siden at massakren fandt sted på Den Himmelske Freds plads, må man sige at det er utrolige ting der er sket.

Kina 1989 - Student mod Tanks

Hvis analogien skal holde – det er der ingen der siger den gør – må opgaven for verdenssamfundet idag være at lukke Kina ind i varmen, at gi’ dem en plads i verden, som passer til landets størrelse og magt. Hvis ikke, er der fare for at kineserne vil kæmpe for at få den og så bliver det ikke kønt.

Kina 2008 - Danser til OL-åbningsceremonien

Valget fremkaldte næsten samme begejstring over valg i mig, som da jeg gik i gymnasiet, måske var det DR’s lækre grafik og så deres gennemkompetente valgkommentator der gjorde udslaget. Eterhånden som reultaterne kom ind og spændingen faldt, faldt min interesse også og jeg satte mig hen til computeren.

Valg i fjerneren

Jeg satte en plade på. I lørdags var jeg til plademesse i Århus og jeg brugte en 400 kr. på plader. Købte ikke noget særligt, Rolling Stones, Doors og Guns ‘n’ Roses, mest or at fylde nogen huller i samlingen, og den første Velvet Underground for at have noget jeg ikke rigtigt havde hørt før. Derefter kørte jeg op til Lars, min gamle studiekammerat, og bagefter ud til Dennis og så tilbage igen til Sønderjylland. Alt i alt en hyggelig dag.

(Sidenote: Kæresten kommer ind og forstyrrer. Hun skal lige ha’ downloadet fire nye kapitler af “Ikon”. Hun ligger inde på sengen og hører Frederick Forsyth på lydbog. Det får hun så lov til )

Da jeg så kom hjem igen lå der en pakke til mig fra USA. I den var et par plader jeg bestilte for et par uger siden fra Deranged Records. Det drejer sig om en LP og en single med Red Dons, et punkband fra Portland i Oregon og to singler med The Observers et andet Portland-band der gik i opløsning for et par år siden.

Pladerne fra USA

(Sidenote: Folkene ovre i Kamerika have så været så flinke at smide en ekstra single i med et band jeg ikke rigtigt kendte, det er vistnok en split med nogen der hedder “Marvelous Darlings” og “Careerists”, ved ikke rigtigt om det er noget jeg får hørt. Som det ser ud frister det ikke rigtigt.)

Observers er et af mine virkelige favoritbands af bands fra idag af, altså bands der er fra “min generation” hvis man da kan tillade sig at sige det når man er 27 år gammel. Jeg så dem i Århus engang i 2005 tror jeg det var og de gjorde et stort indtryk på mig. Siden har jeg så bare hørt deres plader og sange igen og igen. De gik i opløsning kort tid efter og forsangeren Douglas Burns dannede så et nyt band, Red Dons, opkaldt efter en gruppe Oxford- eller Cambridge-professorer der blev afsløret som sovjetiske spioner under den kolde krig, og endelig er det så lykkedes mig at få snitterne i noget vinyl med dem.

(Sidenote: Som Helle Thorning står på fjernsynet lige nu, synes jeg faktisk hun er ret sej. Hun smiler og har store mørke øjne. Hun kæmper sgu godt nok hårdt for at vende skuden hos socialakrobaterne, på trods af den start hun fik og at tiden bare ikke er med dem lige nu, har hun bidt tænderne sammen og kørt igennem alligevel. Respekt.)

Pladen hedder “Death to Idealism” og udenpå er der  et vandfarvelade billede af noget der ligner grædende arabere, og er holdt i ret meget samme stil som Observers plade “So What’s Left Now”, og nok lidt for meget samme stil. Det var nyt og unikt dengang, ikke nu. Coveret er så nok også det dårligste der er at sige om den plade. Årsagen til det arabiske tema er nok at Douglas Burns arbejder sammen med Hussain Hajji, der stammer fra Jordan (tror jeg nok).

Produktionen og lyden er, som på de fleste punkplader, ikke noget særligt, så man skal være klar på at lytte sig igennem det for at kunne holde af pladen.

LP kører på anlægget lige nu og sangene hænger godt sammen, er catchy fra første sekund. Mest bemærkelsesværdigt er Dougs gennemtrængende vokal og en bas der pumper meget levende og præcist, men hurtigt, lidt a la Rezillos.  Af højdepunkter vil jeg nok sige Incomplete Actions og Everyday Distraction.

Hvis jeg skal kritisere lidt, vil jeg nok sige at pladen til tider er lidt for eksperimenterende, på den gode måde ganske vidst, ikke eksperimenterende bare for at være det som alt for mange bands er nutildags, så egentligt er det vel ikke engang en rigtig kritik, mere et udtryk for at der er badre ting i vente. Og det skal der nok komme, jeg glæder mig sgu allerede til næste plade fra Dougs hånd.

(Sidenote: I singlen med Red Dons: Escaping Amman, er der nok et af de fedeste indlæg jeg har set længe. Bandet har taget en israelsk gasmaskemanual og photoshoppet om til en beskrivelse af bandet. I det hele taget er den grafiske del af singlen lykkedes meget bedre end på LP’en. Cool.)

Indlægget til "Escaping Amman" 7"

The Red Dons har en hjemmeside på www.reddons.com, hvor musikken kan høres. Får en anbefaling herfra.

Det hele bliver også bare så meget sværere af at jeg ikke ved hvad fanden jeg vil være. Historiker er sgu så tilpas generel og bred en uddannelse at den kan bruges til hvad som helst og til ingenting. Når man kigger på jobnet er det ikke det der er flest jobopslag om.

Jeg ville ønske at jeg bare kunne rulle en terning og så det den landede på, der skulle jeg arbejde. Jeg er færdig med skolen, færdig med alt det der, jeg vil ikke tilbage jeg vil frem, men fuck hvor er det svært.

Jeg læste historie fordi jeg var god til det og fordi det interesserede mig. Er det ikke grunde nok til at vælge en uddannelse? Og et arbejde? Jeg er sgu også en god historiker.

Det er måske ikke glamourøst nok for mig, for meget med støvede bøger og bibliotekartyper, måske er det derfor jeg OVERHOVEDET IKKE er stolt af den uddannelse jeg har taget. Har jeg virkeligt spildt 5½ år af mit ungdomsliv på universitetet? Var det det værd?

Der er jo ikke noget at gøre ved det nu, men skal det laves om? Eller skal jeg stå mig igennem det her?

Hvis jeg får et arbejde, af dem jeg søger, så tager jeg det lige meget hvad og så bliver det min vej, så må det bare blive det, i hvert fald de næste par år.

Jeg vil bare så skidegerne have lidt ro på, fornemmelse af hvor jeg skal bo, kunne begynde at bygge et liv op igen med venner og kolleger og arbejdsmæssige udfordringer og hobbyer som man bruger tiden på fordi at det er sjovt og fordi at man vil slappe af, ikke fordi at man bare skal have dagen fyldt ud.

Når jeg skriver de skide ansøgninger skriver jeg dem fra bunden af. Og at skulle omstille sig hver gang er bare så hårdt. At skulle sætte sig op til et arbejde, hvor du ved at der er tonsvis af ansøgere, flere med arbejdserfaring. Jeg søgte et arbejde på Koldings Stadsarkiv. Jeg kom ikke til samtale, der var 138 ansøgninger. Jeg har lige fået afslag på et arbejde ved Haderslev Kommune. Jeg kom ikke til samtale, de havde fundet “en der passede præcist, såvel fagligt som personligt” til stillingen.

Jeg er så misundelig på de folk jeg har studeret med, som havde læger eller advokater som forældre, eller bare dem hvis forældre var skolelærere, eller bare dem hvis forældre havde en fucking uddannelse!!! De har da i det mindste kunne gi’ en hånd med når der skulle vælges vej. Jeg er også misundelig på dem jeg gik i folkeskole med, som har kunnet finde et tilfredsstillende og meningsfyldt liv i nærheden af hvor vi boede.

Jeg har aldrig været i tvivl om at jeg skulle ha’ en uddannelse og en uddannelse på universitetsniveau. Jeg tror ikke at jeg havde været tilfreds med mig selv hvis jeg ikke havde gjort det, men for helvede hvor er det da frustrerende nu!

Mine Valgkort

Min første tanke var “Nå, som kom de endelig.” og jeg gik ind og satte mig og spiste lidt is. Småsmaskende begyndte jeg så at tænke lidt over tingene.

Det skal lige siges at jeg det sidste års tid har været inde i en periode af mit liv, hvor ting som politik, valg og deslige har raget mig en papand. Jeg har gjort alt jeg overhovedet har kunnet for ikke at følge med i hvad der egentligt sker, og det har faktisk passet mig helt fint. Man kan så vel sige at virkeligheden nu banker på.

Skal jeg overhovedet stemme? Danmark er et land hvor der næsten pr. definition ikke sker en skid. Årene under Nyrup var gode, det var de sådan set også under Fogh, måske bliver de det ikke under Lars Lykke, men det er i så fald ikke hans skyld.

Uanset hvem vi vælger her i landet er det pæne og ansvarlige mennesker, der ikke skejer ud med borgernes midler og gør tingene efter bedste evne. V-S-R-K, og efterhånden også SF, er vist det man kan kalde potato/potato. Konklusion: DK er et røvkedeligt sted.

Hvis jeg boede i Pakistan eller Zimbabwe, se SÅ kunne jeg se en grund til at stemme. Der er der sgu noget på spil.

Men…. Demokratiet er jo ikke så slem en ting endda, og der er jo ingen naturlov der siger at vi bliver ved med at have gode folk ved magten, så et eller andet sted er det jo rart nok at der er en grundlov der siger at vi skal stemme senest hvert fjerde år.

Nu er det jo heller ikke folketinget vi stemmer til men Europaparlamentet, og det er da også en slags parlament, i hvert fald indtil videre. 

EU kommer nok til at spille en større og større rolle i vores liv, så et-eller-andet EU-venligt pænt menneske fra et midterparti, får nok min stemme. Hvem det bliver ved jeg ikke helt endnu, men sikkert en radikal eller venstremand, hvis de da ikke har skiftet EU-holdning siden jeg holdt op med at læse avis.

(Sidenote: Hvis de radikale da bare kunne holde op med at være så forbandet arrogante hele tiden, så var det faktisk næsten helt perfekt. Alle de kønne piger i det parti, trænger virkelig til at møde en murersvend fra Hirtshals og så få en ordentlig omgang… øh… et-eller-andet.)

Med kongehuset er det lidt mere kompliceret. Min kæreste er fra Tjekkiet og dernede har de en præsident, der for tiden hedder Vaclav Klaus, som indtager den rolle vi i Danmark har dronningen til. Min kæreste siger at han er arrogant og bedrevidende og jeg tror egentligt lidt at det er en af svaghederne ved at statsoverhovedet er valgt i stedet for at være født ind i noget. Det tiltrækker altså bare folk med store egoer og middelmådige evner at skulle spille nationens samvittighed.

(Sidenote: Hvis Danmark skulle ha’ en præsident, var der nok ingen tvivl om at vi ville kunne se hele Ny Alliance stå klar til at overtage den. Kong Khader og Dronning J. Poulsen. Smukt.)

Det vi jo så skal stemme om er ikke om kongehuset skal lukkes ned. Det er om tronfølgen skal laves om. Jeg står godt nok lidt dvælende på det punkt. Betyder det noget om det er en Mor- eller en Far-Danmark vi har? Jeg er en af dem der synes at dronningen gør et skidegodt stykke arbejde og jeg er sikker på at Kronprins Frederik også vil komme til at klare ærterne godt.

Jeg har aldrig prøvet andet end en dronning, så hvordan ved jeg om en konge er anderledes? Ligestilling er jeg skideligeglad med, som vi det bliver forstået idag, er det et gammeldags begreb fra 70′erne, jeg vil ha’ den der gør det bedst.

Det ideelle ville nok være at det var et par, en konge og dronning, en idealfamilie, hvor manden er som mænd nu er flest og kvinden er som kvinder er flest, bare lidt bedre og mere perfekte end resten af os dødelige. Den situation har vi ikke idag. Vi har en kvinde der står for det hele og en mand der er gemt lidt væk med sit halvdårlige dansk og indestængte trang til at tæve sine børn. 

Jeg tror egentligt at idealfamilien nemmest kommer frem hvis det er en mand der er konge. Så undgår vi Prins Henrik-situationen igen, og at den næste tronfølger psykisk skal lide under sin fars forsmåede ego. Det bliver nok et nej til den lov næste søndag.